Med havets kæmper på jagt

Hvaler udgør de største dyr der nogensinde har levet på Jorden, og er med deres ekstreme tilpasninger til et liv i vand nogle af de mest enestående pattedyr. De er tidligere blevet set som flydende oliedepoter og blev jaget til næsten udryddelse, men i dag er der en stigende forståelse for at økosystemerne til havs er helt afhængige af hvaler som toprovdyr.

I mange år har forskere kun kunnet få indsigt i hvalernes liv ved at studere dem i den korte tid de befinder sig ved havoverfladen eller ved at dissekere døde hvaler og herudfra gætte sig til hvordan de lever. Men ny teknologi, med droner og med måleudstyr som sættes på hvalerne med sugekopper, giver nu forskerne enestående muligheder for at studere hvalernes biologi mens de jager på store dybder langt til havs.

I løbet af foredraget tager vi blandt andet med verdens mindste hval, marsvinet, på jagt i danske farvande, og med dybvandskameraer prøver vi at forstå hvordan verdens største tandhval, kaskelothvalen, finder mad mens den jager på mere end 1.000 meters dybde. Du vil også høre om hvordan en grønlandshval undgår at fryse ihjel mens den lever af milliarder af bittesmå byttedyr i Diskobugten, og hvordan en pukkelhvalsmor kan føde og die en unge uden at spise noget i et halvt år. Undervejs vil vi også kaste lys over hvordan vi fremadrettet kan leve i bæredygtig sameksistens med disse vigtige toprovdyr i en verden under forandring.

Dette er en opdateret udgave af et foredrag fra forårssemesteret 2019.

Peter Teglberg Madsen er professor i sansefysiologi på Institut for Biologi på Aarhus Universitet, hvor han er verdensførende forsker i hvalers og flagermus’ brug af biosonar.

Peter Teglberg Madsen har et bredt repetoire af foredrag og har holdt følgende foredrag ved Offentlige foredrag i Naturvidenskab:

I efterårssemesteret 2026 afholder Peter Teglberg Madsen foredraget ‘Med havets kæmper på jagt‘, som er en opdateret version af foredraget ‘Ny teknik afslører hvalernes skjulte liv ‘ fra forårssemesteret 2019.

Detaljer om eventet
  • Dage
    Timer
    Min
    Sek
  • Startdato
    6. oktober 2026 19:00
  • Slutdato
    6. oktober 2026 21:00
  • Dørene åbner
    En halv time inden foredraget
  • Pris
    Gratis - men du skal booke billet
Få nyhedsmails fra Elværket