Elværket set fra maskinrummet

Jeg har de sidste tre måneder været i deltidspraktik hos Elværket. Det har været en fornøjelse at få lov til at få et indblik i, hvordan det fungerer i en frivillig forening og hvem, der rent praktisk får hjulene til at køre rundt og er med til at skabe et unikt Kultur- og medborgerhus i hjertet af Åbyhøj. Tak for en fornøjelige og lærerig tid!

Af: Simone Mølgaard Nielsen

Det er passion, dedikation og engagement på øverste hylde!

For knap tre måneder siden, en kølig og regnfuld eftermiddag i februar, sad jeg i Elværkets smukke lokaler sammen med Forretningsudvalget og spiste fastelavnsboller, men jeg fortalte højt og bredt om, hvad jeg kunne bidrage med til Elværket, hvis jeg kunne få lov til at afvikle min deltidspraktik i Kultur- og medborgerhuset.

Jeg havde en masse idéer og tanker om,  hvordan budskabet om Elværket kunne bredes ud til endnu flere og tiltrække nye lokale borgere – naturligvis med samme værdisæt og i samme ånd som Elværkets daglige drift kører under.

Det stod dog også hurtigt klart for mig, at Elværket allerede står særdeles skarpt på mange områder. Der er masser af lokale ildsjæle, der knokler for at få hjulene til at køre, og de gør det godt! Hver lille time en frivillig lægger i Elværket er med til, at en koncert kan blive en realitet, at lokale borgere med jævne mellemrum kan mødes på kryds og tværs over et godt (og billigt!) aftensmåltid til fællesspisning, at Elværket står flot og skarpt til alle disse festlige lejligheder.

Det er passion, dedikation og engagement på øverste hylde, og det har været en fornøjelse at være med til at opleve på helt tæt hold.

Jeg har været så heldig at komme med helt ind i maskinrummet og tale med flere af husets frivillige ildsjæle til en række af de interviews, der løbende er kommet op på hjemmesiden her i foråret.

Det er takket være de dygtige markedsføringskvinder, at Elværkets hjemmeside og sociale medier er så brugervenlige, professionelt opsat og informative.

Det er takket være de seje afviklere, at blandt andet de praktiske elementer vedrørende et arrangement er ordnet og at man kan få sig noget at drikke i baren.

Det er takket være de forskellige arrangement-specifikke grupper og udvalg, at der er den alsidighed i rækken af arrangementer på Elværket, der tilbyder alt lige fra foredrag til fællesspisning og koncerter.

Det er takket være bestyrelsen, at det hele løber rundt, at Elværket er en realitet og en succes, at der er struktur og økonomi til at skabe kulturelle arrangementer og sociale aktiviteter.

Der er selvfølgelig mange, mange flere, men det er et udsnit af dem, jeg har været heldig at få kendskab til i min tid på Elværket.

Elværket er baseret på drømme og forventninger på vegne af huset, der rækker lige så højt op som spiret på tagtoppen

Elværket har en betydning for mange i Åbyhøj, hvad enten det er frivillige eller brugere – og med rette. Det er et hus, der foruden den særlige historie, det bærer på, rummer masser af god energi, muligheder og passion.

Elværket er baseret på drømme og forventninger på vegne af huset, der rækker lige så højt op som spiret på tagtoppen.

Jeg har i min tid på Elværket fået en forståelse for, hvad det er frivillighed er og kan, ikke blot for de frivillige selv, men hvilke muligheder deres timer i huset giver. Det er frivillighed, der har skabt Elværket, det er frivillighed, der driver Elværket.

Mit praktikforløb er ved at lakke mod enden, og selvom meget af mit arbejde er foregået bag computerskærmen hjemme hos mig selv, kommer jeg alligevel til at savne at have min gang af og til i de flotte lokale og høre en masse frivilliges historier og passion bag det at lægge deres tid i frivilligt arbejde.

Det har været en fornøjelse at danse zumba med Zumba Gold-holdet, (forsøge) at hjælpe handygruppen på deres arbejdsdag, at snakke med frivillige fra blandt andet afviklergruppen, fællesspisningsgruppen og musikudvalget.

Jeg vil aller-ydmygest takke for jeres tillid, tid og gode historier. Det har været en sand fornøjelse!

Få nyhedsmails fra Elværket