Arrangementet er gratis, men du skal huske at booke en plads.
Når vi ser op på stjernehimlen, ser vi stjerner i alle livsstadier, fra nye stjerner der lige er blevet dannet i interstellare gasskyer til rester efter stjerner hvis liv er endt i en voldsom eksplosion. Fra fødsel til død gennemgår stjernerne forskellige udviklingsstadier – alt efter deres masse og deres ydre og indre forhold. Men fælles for alle stjerners livscyklus, er at de dannes af støv og gas der trækker sig sammen og udsender lys i millioner eller milliarder af år, for så at ende deres liv kaotisk som ustabile stjerner eller ultimativt som supernovaer der udslynger støv og gas og giver liv til nye stjerner.
I løbet af foredraget vil du høre om stjernernes vilde liv og om nogle af de mere eksotiske typer af stjerner som findes ude i Universet. Du vil også høre om hvordan vi kan “kigge ind” i stjernerne ved at studere de lydbølger som de udsender – det som kaldes asteroseismologi. Hør også om hvad stjernernes “musik” fortæller os om deres indre.
Du vil få at se hvordan forskerne ”bygger” stjerner i en computer og hvordan man kan sammenligne dem med stjernerne i Universet og dermed blive klogere på hvordan de vil udvikle sig. Hør tilmed om nogle af de målinger og resultater forskerne har fået fra NASA’s rumteleskoper Kepler og TESS, ESO’s teleskoper i Chile og teleskoperne i SONG-netværket.
Til slut vil du komme med en tur rundt på stjernehimlen og se og høre om en række udvalgte stjerner i forskellige stadier af deres vilde og fascinerende liv.