I snart tre årtier har komponisten, musikeren, produceren og sangerinden Dicte været synonym med integritet og kvalitet. Hun er blevet kaldt ”The Queen of Cool”, og siden sin debut med bandet Her Personal Pain i de allertidligste 90’ere har hun sendt hele otte plader på gaden. Desuden har hun leveret musik til et utal af film, tv-serier og teaterstykker. Nu annoncerer Dicte sit niende studiealbum, som udkommer i foråret 2024.
På tour med de nye sange
De 10 kompromisløse sange på Dictes nye album ‘Let’s Escape’ vidner om en sanger og sangskriver, som er nået en alder, hvor hun både tør sige og synge tingene fuldstændig, som hun føler, de er.
Mens musikken danser elegant mellem eftertænksomme perler og opildnende kraftudladninger, beskæftiger den 57-årige sanger og sangskriver sig med tematikker som liv der begynder og slutter – og vigtigst af det hele den mellemliggende del, som vi for guds skyld skal have mest muligt ud af:
“Min mor døde for halvandet år siden efter et meget bidsk forløb. I perioder var kærligheden mellem os kompliceret, men processen har fået mig til at reflektere over, at kærlighed kan komme i mange former”, fortæller Dicte.
“Det er gået op for mig, at der virkelig er mange, der har et menneske i deres liv, som de føler, de burde elske betingelsesløst, men… De følelser kan virke enormt ensomme, men kunst og musik kan netop åbne døren til den slags samtaler, som kan føles skamfulde eller forbudte”, fortæller Dicte om de oplevelser, sangene allerede har givet hende live.